Ny undersøgelse: Mobilen er med overalt – i mødelokaler og ved middagsbordet, på toilettet … og i dobbeltsengen

Her i helligdagene hygger vi danskere os med familie, venner, julemad – og vores mobiltelefoner. Men hvordan udnytter vi dens muligheder ud over at ringe og surfe nyheder? Og hvad med de sociale koder for brug af smartphones? Det har Telia spurgt danskerne om i en stor undersøgelse.

Generelt er kvindernes brug af deres smartphone mere varieret end mændenes. Det viser en ny analyse, som YouGov har foretaget for Telia. Markant flere kvinder end mænd kommunikerer således på sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram via deres mobiltelefon, og det samme gælder aktiviteter som at høre lydbøger, spille spil samt at fotografere og videofilme. Flere mænd end kvinder bruger til gengæld mobilen som GPS og musikafspiller.

Selvom kvinderne bruger deres mobil mere varieret end mændene, er der en overvægt af hankøn blandt dem, der bekender, at de har overtrådt en stribe adfærdsregler for social acceptabel brug af mobiltelefonen.

Således har 69 pct. af mændene brugt telefonen på toilettet, 53 pct. har besvaret opkald under en familiemiddag, og 46 pct. har brugt deres smartphone under et møde eller undervisning. Flere kvinder end mænd (16 pct.) indrømmer omvendt, at de ikke har kunnet lade mobilen være, mens de var i biografen, og 14 pct. har talt eller tastet på telefonen under en date.

Til gengæld står kønnene lige, når det handler om at have besvaret et opkald eller en sms under sex. Det har 4 pct. af alle danskere gjort – og hele 11 pct. af de 18-34 årige.

”Mobiletelefonen med dens mange muligheder er efterhånden blevet en fast del af vores tilværelse i et omfang, som intet andet teknologisk produkt tidligere har været. Som kommunikationsmiddel, spillekonsol, medieafspiller og internetbrowser giver den os mulighed for at blive underholdt og udfolde os, som vi vil, uanset om vi er til middag med familien, til møder eller sågar befinder os på toilettet eller i dobbeltsengen. Det er fascinerende, men medfører også, at vi individuelt tager hensyn og ansvar i forhold til, hvordan og hvornår vi bruger vores smartphones”, siger Mette Honoré, kommunikationschef for Telia Mobility.

Del med andre